Om Månebørn

Månebørn er en lille familiedrevet virksomhed med fokus på løjer, leg og læring. 
Vi er drevet af et ønske om at tilbyde vores kunder kvalitetslegetøj, der støtter op om den udvikling og de kompetencer, som børn opnår gennem leg.

Vores legesager indgår i følgende hovedkategorier:

  • Kreativitet og fantasi
  • Motorisk udvikling
  • Udendørs legetøj
  • Læring

Hos Månebørn ønsker vi så vidt muligt at skåne miljøet for legetøj, der bliver slidt op efter kort tids leg. 
Derfor har vi gjort os umage med at finde en masse holdbart kvalitetslegetøj, som kan gives videre til venner, søskende og børnebørn. Af samme grund finder du også meget legetøj til et stort aldersspænd, så børnene kan lege sammen med deres søskende og få glæde af det i mange år i stedet for at vokse fra det efter ganske kort tid.

Ud over at vores legetøj skal være i høj kvalitet, så skal det naturligvis også være sikkert. Derfor går vi også op i, hvor og hvordan legesagerne er produceret, hvad de er lavet af, og at de alle sammen har CE-mærket og lever op til sikkerhedsreglerne for legetøj


Hvorfor hedder vi Månebørn?


Navnet “Månebørn” kommer af to ting:

For det første har min datter elsket månen, siden hun var ganske lille, og hun spejder stadig ivrigt efter den ved enhver given lejlighed.

For det andet har vi i vores lille familie, ligesom mange andre børnefamilier, kæmpet meget med søvnen, hvilket har resulteret i, at min lille pige i spøg ofte er blevet kaldt “bette månebarn”. 

På den måde er navnet en hilsen til alle de småbørnsforældre, der også kæmper med søvnen. 
Så næste gang du sidder kl. 3 om natten og holder et lille menneske i hånden, mens du frygter, hvordan du dog skal komme igennem dagen i morgen, så husk, at selvom det godt kan føles ensomt, så har du altid selskab af en masse trætte forældre, der sidder rundt omkring på børneværelserne med deres månebørn.

Hvem står bag Månebørn?


Jeg hedder Sarah og driver virksomheden Månebørn sammen med min mand Frederik, der gerne går til hånde, når der er travlt.
Efter studieårene i Aarhus besluttede Frederik og jeg at slå os ned i en mindre jysk by, hvor vi har stiftet en lille familie bestående af vores datter, der snart skal i børnehave, og en lille trofast hund, i daglig tale kaldt Potedyret.

Efter min datter kom til verden, udviklede jeg en stor passion for børns udvikling og læring gennem leg. Så efter flere år i IT-branchen besluttede jeg at stifte Månebørn for at tilbyde alle et univers med fokus på kvalitetslegetøj og barndomsglæde.


Privatlivspolitik Cookiepolitik